JF Sommerhuse kan også opfylde dine maritime drømme

Tættere på vandet kommer du ikke uden at blive våd. I Nykøbing Falster kan du prøve en boligform af, som rigtig mange af os drømmer om

Husbåde ved Nykøbing Falster

Drømmer du om lyden af bølger, der blidt slår mod siden af båden, om duften af saltvand og udsigten til en solnedgang, som kun bliver forstyrret af en sejlbåd, der langsomt passerer forbi. I løbet af eftermiddagen hilser du på et svanepar, der har lagt vejen forbi din terrasse i håb om, at der falder et par stumper tørt brød af. Samme svanepar som kiggede forbi i går.

Så er du ikke alene. En husbåd er en drømmebolig for rigtig mange mennesker. Hvem har ikke set dem ligger i kanalerne i Amsterdam eller i de hippe kvarterer i Kongens København.

Det er de færreste af os, der ender med at bo med vand under gulvbrædderne, men nu kan du i selskab med JF Sommerhuse prøve drømmen af i et par dage, i en weekend eller endnu længere tid.

JF Sommerhuse står for udlejningen af fire topmoderne husbåde, der ligger side om side i en lystbådehavn ved Nykøbing Falster.

Mange forbinder husbåde med ombyggede, nedslidte færger eller fyrskibe, men her er vi rykket et par klasser op. Mindst. Her er tale om små, men særdeles velindrettede huse på vandet.  

Lystbådehavnen, hvor husbådene er forankret, er en del af Slotsbryggen, der er en forholdsvis nybygget del af Nykøbing Falster. Den nye bydel ligger, hvor det kongelige Nykøbing Slot i tidernes morgen lå. Det er et område med restauranter, cafeer, indkøbsmuligheder og biograf. Husbådene ligger idyllisk med udsigt over Guldborgsund, hvor solen har for vane at gå smukt til ro.

Der er stue, 2 soveværelser, overdækket terrasse, energivenlig luft til luft varmepumpe, badeværelse med bruseniche, trådløst internet og meget andet ombord. 

Og selvom placeringen ved Slotsbryggen føles som en helt anden verden, ligger husbådene i gåafstand af Nykøbing Falsters centrum og Nykøbing Falster Station. Der er gratis, offentlig parkering i området.